merkeligt eksempel paa[1]. En ung, flink roerske paa hans baad, Kellitiuk fra østkysten, blev en dag røvet og slæbt tilfjelds af en østlænding ved navn Siorakitsok trods den heftigste modstand fra hendes side. Da Graah hadde den opfatning, at hun aldeles ikke vilde ha ham, hvilket ogsaa blev bekræftet af dem, som stod hende nær, gik han efter og befridde hende. Nogle dage senere, da de holdt paa at gjøre sig reisefærdige, og baaden netop var sat ud, sprang Kellitiuk ud i den, la sig ned under tofterne og dækkede sig til med poser og skind. Det erfaredes snart, at det var, fordi Siorakitsok just landede paa øen, medbringende sin far som sekundant. Mens Graah et øieblik var fraværende, sprang han over i baaden og trak sin dame frem af hendes skjul. Overbevist om, at hun virkelig hadde modbydelighed for sin brutale frier, ansaa Graah det for sin pligt at befri hende. Da han kom til, hadde frieren allerede faat hende halvt ud af baaden, og fa'ren stod færdig paa land for at hjælpe til. Da Graah rev hende løs og gav ham anvisning paa «Sorte Dorthe», en anden roerske, som han gjerne vilde være kvit, lyttede den skuffede rolig paa ham, «mumlede nogle uforstaalige ord i skjegget og gik bort med vred mine og truende blik. Fa'ren tog sig ikke sønnens skjæbne nær, «han hjalp os at lade fartøiet,» siger Graah, «og sagde os derpaa sit vistnok velmente farvel». Da de skulde reise, var imidlertid Kellitiuk ingensteds at finde, uagtet der blev raabt og ledt, efter hende overalt paa den lille ø, hvor hun et eller andet sted maa ha forstukket sig, og man reiste uden hende. Hun har altsaa alligevel hat tilbøielighed for Siorakitsok.
- ↑ Graah: «Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland». Kjøbenhavn 1832. Side 145—148.
