De oprindelige grønlændere skilles ligesaa letvindt, som
de giftes. Blir manden kjed af sin hustru — det
omvendte forekommer sjeldnere — behøver han blot at
«retirere sig fra hende, naar han legger sig, uden at tale
et Ord. Heraf merker hun straks Sigtet», og derfor samler
hun næste morgen sit skindtøi sammen og vender i stilhed
tilbage til sine forældres hus, idet hun helst lar, som om
det aldeles ikke gaar hende nær. Hvor vilde ikke mange
egtemænd herhjemme ønske, at deres hustruer var
grønlænderinder!
Faar en mand lyst paa en andens kone, tar han hende uden videre, hvis han er den sterkere. Da Papik, en anset, dygtig fanger ved Angmagsalik paa østkysten, fik lyst paa Patuak's unge kone, reiste han til Patuaks telt og tog en tom kajak med. Han gik op, hentede konen ud, førte hende til stranden, hvor han lod hende stige i den tomme kajak, og rodde bort med hende. Patuak, som er yngre end Papik og ikke kan maale sig med denne i dygtighed og kræfter, maatte finde sig i tabet af konen.[1]
Der findes paa østkysten eksempler paa, at koner har været gifte med en halv snes forskjellige mænd. Utukuluk ved Angmagsalik hadde prøvet 8 forskjellige, 9de gang giftede hun sig atter med mand no. 6.[2]
Skilsmisse gaar især let for sig, saa længe der ikke er børn. Har konen faat et barn, og især hvis det er en gut, kommer der som regel et mere fast forhold.
Kan en mand paa østkysten underholde mer end en kone, tar han nok en, de fleste gode fangere der har derfor to, men aldrig flere.[3] Ofte synes den første
- ↑ Se Holm: «Meddelelser om Grønland». Bd. 10, side 96.
- ↑ Se Holm: «Meddelelser om Grønland». Bd. 10, side 103.
- ↑ Dalager nævner, at paa vestkysten paa hans tid havde «neppe den tyvende Deel grønlændere to Koner, meget rart tre, og sielden fire; dog har jeg kiendt en Mand, som havde elleve.» Grønl. rel., side 9.
