tidlig, anerkjendes ikke; at tugte, og da selvfølgelig mest naar det gjælder deres eget kjød og blod, anser de jo overhodet for umenneskeligt; jeg har ikke engang hørt en eskimo sige et haardt ord til sit barn. Med denne opdragelse skulde man vente, at de grønlandske børn blev uskikkelige og uopdragne. Dette er dog ingenlunde tilfældet; uagtet jeg har flakket endel om mellem eskimoerne paa vestkysten, er det kun en enkelt gang, at jeg har set en uskikkelig eskimounge, og dette var i et mer europæisk end eskimoisk hjem. Naar ungerne var komne lidt til skjels aar og alder, var altid en venlig anmodning fra far eller mor nok til, at de lod være at gjøre, hvad de ikke hadde lov til. Aldrig har jeg hverken i huset eller i fri luft set eskimobørn bli uenige indbyrdes eller saa meget som rette uvenlige ord mod hverandre, end sige slaas. Jeg har i timevis betragtet dem, naar de legte, har ofte endog været med paa deres fodbal (en egen leg, de har, meget lig den engelske fodbal), og den kan, som bekjendt, nok gi gutter anledning til trætte, men aldrig en eneste hidsig, ja ikke en uvenlig mine. Hvor i Europa vilde sligt kunne forekomme? Hvad grunden er til denne paafaldende forskjel mellem eskimoiske og europæiske børn, skal jeg ikke afgjøre. For en væsentlig del ligger den vel i grønlændernes yderst fredelige og godmodige natur. Noget tør det dog ogsaa tilskrives, at en eskimokvinde altid lever i samme rum som sine børn, og ude bærer hun dem med sig i amauten paa ryggen, endog til sit arbeide. Hun gir sig saaledes langt mere af med dem, og der blir mer stadigt samliv mellem børn og forældre i Grønland end i Europa.
At eskimogutterne af og til kan fornøie sig med at kaste efter kolonibestyrerens eller prestens ænder og høns,
