KAPITEL X.
Moral.
Opfatningen af eskimoens moral har lig opfatningen af enhver anden ting vist sig at være meget afhængig af de øine, som saa. Man kan saaledes ved siden af den mest udelte lovprisning ikke sjelden træffe paa mindre gunstige beskrivelser deraf. Sagen er naturligvis den, at eskimoen ligesaa lidt som alle os andre hverken er bare engel eller bare djævel, men er et naturligt menneske med menneskelige dyder og menneskelige svagheder, muligens med den forskjel fra os, at de første er flere i forhold til de sidste, men saa paatræffes til gjengjæld ingen af dem saa høit udviklede. Dette vil man vistnok ved opmerksom læsning allerede af de tidligste skildringer fra Grønland, som Egedes, Cranz's, Dalagers og andres, faa en tydelig opfatning af.
Et af de smukkeste og mest fremtrædende træk i eskimoens moralske karakter maa siges at være hans ærlighed. Naar det af enkelte europæere har været paastaat, at han ikke var i besiddelse af denne dyd, kommer det sikkert for en væsentlig del deraf, at de herrer ikke har gjort sig det bryderi, at sætte sig ordentlig ind i hans tænkemaade, og hvad der af ham anses for uærligt.
