han ikke skal leve sammen med ham. Han finder det saaledes ikke altid at stride mod sine interesser at tilvende sig lidt af den fremmedes eiendom, saafremt det kan være ham til nogen nytte.
Dette led særlig de første europæere, som kom til landet, meget under. At eskimoerne stjal fra dem, kan man heller ikke undres over, naar man betænker, hvorledes de europæiske ekspeditioner opførte sig deroppe i begyndelsen, efterat landet var opdaget paany. De plyndrede ofte de indfødte, skamskjændte deres kvinder, og hvad der var værst, lokkede dem ombord til sig, heiste seil og tog dem med til Europa som fanger. Eskimoerne havde saaledes fra først af neppe grund til anse os som venner. At stjæle eller røve fra fremmede synes forøvrigt at være alt andet end uforeneligt med den europæiske moral, om vi skal ha lov til at slutte fra den vis, hvorpaa vi optræder mod de indfødte i Afrika og andre steder.
Til det ovenfor anførte kommer naturligvis ogsaa det, at vi eier en overflod, sammenlignet med eskimoerne. De synes derfor, ifølge sin moral, at vi bør kunne afse lidt, naar vi det ikke gjør, er det, fordi vi er griske og egenkjærlige.
Efterhaanden som europæerne har slaat sig ned i landet og er ophørt at anses som fremmede, har dette forhold forandret sig, og tyveri er nu selv fra dem sjeldent. Af sligt, som de ikke synes kan savnes, tror jeg dog, de indfødte fremdeles rapser, naar leilighed byr sig. Jeg har set selv skikkelige grønlændere fylde sine lommer og vanter med mel af handelens tønder uden i mindste maade at generes af, at jeg saa paa dem. I dette tilfælde tænkte de vel som saa, det er den kongelige grønlandske handel, vi tar fra, den har overflod, og der blir intet menneske hverken rigere eller fattigere for dette mels
