anden Moralist og Advokat, at forvandles til en Danse-Mester.»
Følgen af denne lidet overlagte fremgangsmaade er, at der nu i virkeligheden ingen lov og ret findes i Grønland. Europæerne kan naturligvis ikke, eller bør ialfald ikke kunne blande sig ind i grønlændernes private affærer. Men naar en sjelden gang forbrydelse af grovere natur hænder, synes de danske myndigheder, at de maa gribe ind. Frugten af denne indgriben er undertiden noget overraskende. Da en mand ved en koloni i Nordgrønland for nogle aar siden hadde dræbt sin mor, blev han som straf forvist til en øde ø. Forat han skulde kunne klare sig der alene, maatte man gi ham en ny kajak, samt lidt mad til at begynde med. En stund efter, da maden var opspist, kom han tilbage og sagde, at han ikke kunde leve derude, da der ikke var god nok fangst. Han slog sig derfor atter ned i sit gamle hus, og den eneste forandring, som foregik i hans liv, fordi han slog sin mor ihjel, var, at han fik — en ny kajak.
En virkningsfuldere straf anvender kolonibestyrerne undertiden mod kvinder; den bestaar i udelukkelse fra butikshandelen for en bestemt tid.
Trommedansen var samtidig med rettergang ogsaa en stor fornøielse, ja dansedes ofte bare for adspredelsens skyld og bestod da deri, at de agerende sang viser af forskjelligt indhold, idet de slog paa en tromme og med kroppen udførte de forskjelligste, mer eller mindre burleske bugtninger og dreininger. Dette er og en omstændighed, som burde ha bragt missionærerne til at betænke sig paa at afskaffe den; thi fornøielser er nødvendige, de tjener jo til at opfriske sindet, hvilket er af end mer betydning for et folk, der, som det grønlandske, lever i en haard natur
