blæste en meget frisk Ameralikøstenvind, vi drak da the og spiste, da europæerne saa mig igjen, blev de glade.
Da vi hadde spist, reiste vi, da vi naadde Kingigtorssûp, begyndte Kristiansen og jeg at le til hverandre, fordi vi nu mente at kunne naa Godthaab samme dag. Da vi kom til Uvkusigssap’s næsset, gik Peter og jeg iforveien for at bringe et brev til lederen af ekspeditionen, som de hadde skrevet til. Da vi nærmede os Godthaab, formodede beboerne der, at det var os, hvorfor de samlede sig. Da vi lagde til, og de hørte, at de var i nærheden, samlede der sig flere og flere mennesker. Grønlænderne længtes meget efter lapperne, og da de hørte, jeg hadde skudt et stort rensdyr, blev de helt ivrige, og jeg hørte ikke andet end raab om at faa et stykke talg fra dem alle.
Da Peter gik op til sit hjem, fulgte jeg med ham. Jeg misundte ham, at han var kommen saa vidt. Der drak vi kaffe og gik dernæst ned til bestyreren, fordi vi mente straks at skulle faa vor betaling. Lidt efter hørte vi, de raabte, at lapperne nærmede sig (ɔ: kunde ses fra husene), jeg gik derefter over i Lars Heilmann’s (forstanderens) hus og drak kaffe hos hans kone, jeg pleier nemlig, naar jeg overnatter ved kolonien, at sove i det hus. Da jeg hadde drukket kaffe, gik jeg ned sammen med alle de andre mennesker for at se dem lægge til ved strandbredden. Da europæerne og grønlænderne samlede sig dernede, var det en stor flok mennesker. Lidt efter lidt kom konebaaden, som hadde de reisendes gods med, og da de ogsaa hadde tat min ren i baaden, gik jeg atter ned til strandbredden for at ta imod den. Efterat jeg hadde delt en del af det ud til grønlænderne, solgte jeg resten fordellagtig. For det kjød, europæerne hadde spist inde i fjorden, fik jeg 5 kroner, for at have udført reisen derind fik jeg 20 kroner, for renhodet 3 kroner, for renskindet 4 kroner 50 øre. Resten fik jeg om trent 18 kroner for.
Da jeg hadde faat alle pengene, tænkte jeg sterkt paa at kjøbe mig rifle, det hadde længe været mine ønskers maal, men jeg hadde hidtil ikke hat tilstrækkeligt til at kjøbe den for. Jeg har nok en gammel rifle, i 1874 byttede jeg med volontørens (Irmingers, han, som omkom i kajak) haglbøsse og fik en ældre rifle for den. Denne Irninger (ham, som omkom i kajak) kjender sydgrønlænderne vistnok, den gang han omkom, var jeg med ham.
Jeg fik mig da en rifle og vil saa gi min gamle til min pleiesøn, forat han kan øve sig med den. Han er 17 aar gammel, og for os, som bor i fjorden, er det en vigtig ting at ha en rifle, baade til ren og til sæl og andet levende. Jeg overnattede i Godthaab, men jeg var ikke rigtig glad, fordi jeg af ekspeditionens medlemmer stadig blev plaget om at sælge skindet af den ren, jeg hadde skudt, da jeg egentlig helst vilde beholde det selv, thi det var et deiligt tykhaaret skind, som det er godt at ligge paa om vinteren, naar det er koldt. Jeg fik jo nok i
