krøbling af dette naturanlæg kan religionsløshed opstaa. «Religionens begyndelse er det almindelige livs første møde med et særegent, det er universets over alle feiltagelser liggende, hellige formælelse med den kjødblevne fornuft til en skabende, frembringende omfavnelse.»
Efterhaanden blev forklaringerne mindre vage og høit travende. Peschel og andre mente, at de religiøse forestillinger udsprang fra trangen til erkjendelse af alle tings aarsag eller første begyndelse, eller at det var aarsagerne til bevægelsen, livet og tanken, som mennesket søger med sin medfødte higen efter erkjendelsen af det absolute. Andre, som Max Müller, mener, at en længsel efter det uendelige, en stræben efter at forstaa det uforstaalige, at nævne det unævnelige er den sjælens dybe grundtone, som aabenbarer sig i alle religioner. Atter andre, som O. Pfleiderer, ser i menneskets medfødte og uforstaalige skjønhedstrang, dets æstetiske følelse og dets fantasi den første spire til den religiøse bevidsthed. Endelig har nogle ment at kunne forklare de religiøse forestillinger som udspringende fra menneskets moralske sans eller sedelighedstrang.
Ligeoverfor et lidt indgaaende studium af eskimoernes religiøse forestillinger ligesom af ethvert andet nnturfolks vil alle disse filosofiske forsøg paa forklaring falde til jorden. I vor empiriske tid er man mer og mer kommet til erkjendelsen af, at de religiøse forestillinger maa tilskrives de samme naturlove, som betinger alle andre fenomener, og man mener, som af David Hume først fremholdt, at de for en væsentlig del kan afledes fra to retninger i vor følelse, eller vi kunde snarere kalde dem drifter, som er alle dyr egne, nemlig: frygten for døden og ønsket at leve. Af den første drift følger frygten for de døde ligesom for den ydre natur og for de overmægtige naturkræfter og
