190 ESKIMOLIV.
Ifølge vort kjendskab til de primitive religioner forekommer det mig rigtigst ikke direkte at anse de omtalte drifter som de overtroiske forestillingers udspring, men snarere at skjelne mellem mindst tre spirer eller momenter, som har ydet materialet, hvoraf disse drifter, som vi kan slaa sammen til en, selvopholdelsesdriften, har dannet de religiøse systemer. De tre spirer er: vor tilbøilighed til at tillægge naturen personlighed, troen paa dens og vor egen dobbelthed og sjælens udødelighed, samt troen paa visse tings overnaturlige kraft eller magt (amuletter). For at indse, at disse særlig paa et primitivt trin faar stor betydning, maa vi forsøge at sætte os tilbage paa barnets standpunkt, som jo nærmest svarer til urmenneskets. At tillægge naturen personlighed er for barnet ingen tilfeldig handling, det betragter alle det omgivende gjenstande, levende og ikke levende, som personer og fører f. eks. lange taler med sine leger. Et barn af mit bekjendtskab stod en dag i kjøkkenet og betragtede længe nogle pølser, som blev kogte i en gryde, og udbrød saa til pigen: «Er dem dræbt de pølserne naa du?» Vi husker vist alle fra vor barndom, at trær, visse fjelde o. l. tillagdes personlighed. Den samme tilbøilighed er det, som Tylor siger, der kommer igjen i vor ofte aldeles urimelige lyst eller trang til at hevne os paa livløse ting, som paa en eller anden maade har forvoldt os skade eller smerte. F. eks.: da vi gik over Grønland, hadde Sverdrup, og jeg en slæde, som var tung at trække; det vilde derfor ha skaffet os en sand tilfredsstillelse at kunne ha ødelagt den eller paa anden maade hevnet os paa den, da vi vel drog ifra den. Det er ogsaa uadskillelig forbundet med det barnlige sind, dette i hver enkelt bevægelse eller begivenhed i dets lille verden at ville se virksomheden af en personlig vilje.
