202 ESKIMOLIV.
Som merkeligt kan nævnes, at Hanserak, en
vestgrønlandsk indfødt kateket, som fulgte med kapt. Holm
paa hans reise langs østkysten, skrev i sin paa eskimoisk
holdte dagbog om angmagsalikernes tro paa sjælen, at «et
menneske har mange sjæle. De største bor i strubehodet
og i menneskets venstre side og er smaabitte mennesker,
paa størrelse som spurve. De andre sjæle bor i andre
legemsdele og er paa størrelse som led af en finger.
Borttages en af dem, blir den tilsvarende legemsdel syg.»[1]
Hvorvidt dette har været en blandt eskimoerne almindelig
udbredt tro, fremgaar ikke af de andre beretninger.
Sjælen er ganske selvstændig og kan saaledes forlade legemet for længere eller kortere tid. Dette gjør den hver nat, naar den i deres livlige drømme er paa jagt og forlystelser e. l. Sjælen kunde f. eks. ogsaa være igjen hjemme, naar de var paa reise, hvilken opfatning Cranz mener kan komme fra hjemve. Den kan ogsaa mistes eller ved hekseri stjæles fra en. Da blir mennesket sygt og maa faa sin angekok til at reise afsted og hente den igjen. Var den nu imidlertid forulykket, f. eks. blit opspist af en anden angekoks tornarssuk, maatte en dø. En angekok kunde dog ogsaa skaffe en en ny sjæl eller bytte en syg sjæl med en sund, som han ifølge Cranz, f. eks kunde ta fra en hare, ren, fugl eller et ungt barn.
Det merkeligste er, at sjælen ikke alene kunde mistes helt, men man kunde ogsaa miste stykker og da maatte angekoken til for at lappe paa den.
Til disse menneskets to dele kommer blandt grønlænderne paa østkysten, ifølge Holm, endnu en tredje del:
«navnen» (atekata). «Denne er saa stor som et menneske
- ↑ Se Holm: Med. om Grønl. Hefte 10, side 112.
