Udseende og klædedragt.
Naar jeg nu saa fjernt fra disse mennesker og den natur, hvor vi levede sammen, skal skrive om dem, hvor staar ikke da det første møde med dem paa Grønlands østkyst levende for mig! To brune, leende ansigter, omgivet af langt, ravnsort haar, midt i isen straalende af lys tilfredshed med sig selv og verden og opfyldt af den godmodigste venlighed, blandet med uforstilt forbauselse overfor de underlige fremmede.
Den oprindelige eskimo vilde for de fleste af os europæere ved første øiekast synes alt andet end vakker.
Han har et rundt, bredt ansigt med store, grove træk — smaa, mørke, undertiden lidt skraatliggende øine — flad næse, smal mellem øinene og bred nedentil — runde, af fedme struttende kinder — en bred kjæft — svære, brede kjaker, som sammen med de runde kinder bringer underansigtet til at spille en fremtrædende rolle i fysiognomiet. Trækkes munden op til et fedtglinsende smil, viser sig to rader sterke, hvide tænder. Det hele gjør indtryk af et ypperligt tyggeapparat og leder tanken velbehagelig hen paa meget og god mad. Men gjennem disse træk gaar der samtidig, særlig hos kvinden, et drag af en vis indsmigrende, kjælen blødhed.
