204 ESKIMOLIV.
opkaldte, som desuden har forpligtelse til at trodse de indflydelser, som har voldt hins død; var han omkommen paa sjøen, maatte den opkaldte saaledes særlig lægge vind paa at trodse den i kajak, hvilken forestilling ogsaa findes hos andre folk, f. eks. indianerne.
De afdødes navne er grønlænderne meget bange for at nævne. Denne frygt gaar paa østkysten, ifølge Holm, saa vidt, at naar to har hat samme navn, maa den overlevende forandre sit, og har den afdøde hat navn efter et dyr, en gjenstand eller et begreb, maa ordet derfor forandres. Sproget underkastes derved betydelige midlertidige ændringer, idet disse omdøbninger vedtas af hele befolkningen.[1] Den samme skik findes meget udbredt hos indianerne i Nordamerika, ligesaa i Patagonien, blandt samojederne i Asien, blandt zigeunerne i Europa, endvidere i Østafrika, paa Madagascar, i Australien, Tasmanien, Ny-Guinea og paa Selskabsøerne. Da dronning Pomare paa Tahiti døde, udgik ordet po (nat) af sproget, og mi traadte isteden.[2]
Frygt for at nævne de afdødes navne findes ogsaa i Europa, i Tyskland, paa Shetlandsøerne[3] o. a. st., den findes vistnok ogsaa hos os. Syge paa Grønland, som har samme navn som en afdød, forandrer det for at snyde døden, lig indfødte stammer i Amerika og paa Sundaøerne.[4]
Østgrønlænderne har ogsaa frygt for at nævne sit
eget navn. Holm siger, at spurgte man dem om, hvad de
- ↑ Se Holm: Anf. st. side 111, hvor eksempler paa slige omdøbninger nævnes. Holm mener, at «de gamle benævnelser igjen kommer frem, naar den døde helt er gaat i forglemmelse.» Det forekommer mig naturligere, at dette kan ske, saasnart et barn er opkaldt efter ham?
- ↑ Nyrop: Mindre Afh. udg. af det phil.-hist. Samfund. Kjøbenhavn 1887. Side 147—150.
- ↑ Nyrop: Anf. st., side 136 og 137.
- ↑ Liebrecht. Academy III (1872), side 322.
