205 RELIGIØSE FORESTILLINGER.
hed, bad de altid andre om at svare for sig. Da en mor blev spurgt om, «hvad hendes lille barn hed, svarede hun, at det kunde hun ikke sige. Ligesaa lidt vilde fa’ren sige det; han ytrede nemlig, at det hadde han glemt, men vi kunde faa det at vide af konens bror.»[1]
For indianerne spiller navnet en stor rolle, og det søges endog hemmeligholdt, hvorfor personen ofte nævnes ved øgenavne.[2] Hos mange folk er det almindeligt, at man ikke nævner slegtningers navn, som sin mands, sin svigermors, svigersøns, forældres og heller ikke kongernes. Denne navnets magt gaar hos nogle folk temmelig vidt. Da kongen i Dahome, Bossa Ahadi, besteg tronen, lod han hodet kappe af alle, som bar navnet Bossa.
Denne frygt for navnenævnelse er almenmenneskelig, det samme finder vi i mange af vore sagn,[3] og det er endnu skik og brug hos os, særlig paa Vestlandet.[4] Det kan vel skrive sig derfra, at navnet og gjenstanden let smelter sammen, og man tror, at kjendes først navnet, saa kjendes ogsaa gjenstanden,[5] og derved faar altsaa dets nævnelse en indflydelse paa denne. Et menneske kan saaledes miste sin magt ved at røbe sit navn. Derfor liker vel heller ikke de afdøde at bli nævnt ved navn, eller nævnelsen deraf
kan virke til at kalde dem frem af graven eller forurolige
- ↑ Med om Grønl. Hefte 10, side 113.
- ↑ Efter Schoolcroft i Antiquarisk Tidsskrift 1861—63, side 119 f. Se ogsaa i Andrée: Ethnographische Parallelen und Vergleiche, s. 180 Tylor: Early history of mankind, side 142.
- ↑ Vore forfædre kjendte ogsaa skikken. «Sigurd skjulte sit navn, fordi det var folks tro i gamle dage, at en døende mands ord hadde stor magt, naar han forbandede sin uven ved navn.» Sæmundar edda, udg. af Sophus Bugge, side 219.
- ↑ Ifølge meddelelse fra prof. Moltke Moe.
- ↑ Hvorledes navnet og gjenstanden smelter sammen, fremgaar tydelig bl. a. af den schwabiske skik at kaste «navnene paa tre arrige kvindfolk» i vinen, naar man ønsker at faa god eddik af den.
