218 ESKIMOLIV.
Hun bor under havet, hvor hun sidder i sin bolig
ved en lampe, under hvilken der, som under alle
grønlænderlamper, er en skaal eller skammel til at opfange
den neddryppende tran. I denne svømmer der masser af
sjøfugle, og derfra udgaar havets dyr, som sæl, hvalros og
narhval. Naar der samler sig visse urensligheder i hendes
haar, holder hun imidlertid havdyrene tilbage fra kysterne,
eller de holder sig selv tilbage tiltrukne af urenslighederne, og
da er det en angekoks vanskelige hverv at besøge hende
og formilde eller kjæmme hende. Veien did er farlig, og
angekoken maa ha sin tornak med. Først kommer han
gjennem sjælenes skjønne land i underverdenen, saa er der
en stor afgrund, over hvilken han kun kommer paa et
stort hjul saa glat som is, og som farer hurtig rundt,
derover maa tornaken lede ham, derpaa forbi en kogende
kjedel med levende sæl i, saa enten gjennem en farlig
vagt af sinte sæl, som staar paa ende og bider omkring
sig, eller og forbi en stor hund, som staar udenfor hendes
hus og gir varsel, naar en stor angekok kommer, og som
blot sover lidt engang imellem, da man maa passe sit
snit; men dette kan bare de høieste angekoker. Her maa
atter tornaken ta angekoken ved haanden, indgangen er
bred nok, men veien er smal som en snor eller knivseg
og gaar over en forferdelig afgrund. Endelig kommer de
ind i huset, hvor kvinden sidder. Hun skal ha en haand
saa stor som halefinnen af en hval, og rammer hun der
med, er det slut. Efter nogles udsagn skal hun rive
haaret af sig og svede af raseri over at modta sligt besøg,
saa angekoken maa, hjulpet af sin tornak, slaas med hende
for at komme til at faa haaret pillet rent eller kjæmmet,
mens andre mener, det kan gaa med gode ord og
formaninger. Tilbageveien er, naar dette er gjort, forholdsvis
