kvinde, som ikke kunde beholde nogen mand længe, giftede sig tilslut med en hund og fik med den endel menneskebørn og endel hundehvalpe paa en gang. De sidste tog hun og satte paa en gammel skosaale, skjød den ud paa sjøen og sagde: «Farer hen og bliver kavdlunaker (ɔ: europæere) af eder» eller «I skal frembringe alle slags ting» e. l. Deraf kommer det, siger de, at kavdlunakerne altid lever paa sjøen, og skibene er dannede ligesom grønlandske sko, runde for og bag. De andre satte hun paa pileblade og skjøv dem ind mod land, og de blev til indlandsmennesker eller indianere (erkiligdlit og tornit).[1] Aldeles lignende sagn findes hos eskimoerne paa Baffinsland[2] samt ogsaa paa Alaskas nordkyst, hvor det dog synes kun at gjælde for indianerne og ikke for europæerne. Saadanne sagn om hundeherkomst (eller ulveherkomst og bjørneherkomst) forekommer hos mange folkefærd, saavel ariske som mongolske og amerikanske.[3] Hos mange indianerstammer spiller det en fremtrædende rolle, idet de mener, at den første kvinde giftede sig med en hund e. l., og derfra nedstammer de selv. Det synes mig klart, at eskimoerne har faat sit sagn derfra og har beholdt det som gjældende for indianerne. Da de senere mødte andre fremmede, som europæerne,. har de anvendt det ogsaa for dem. Merkeligt er, at skoen, som blir til skib, gaar igjen ogsaa i sagnene paa Baffinsland.
Aarsagen til døden er hos eskimoerne ifølge nogle
en kvinde, som skal ha sagt: «Lad disse dø efterhaanden,
- ↑ H. Egede: Grønl. Perl., side 117; P. Egede: Cont. af Rei., side 47; Rink : Esk. Ev. og Sagn, side 90; Suppl. side 1 50; Med. om Grønl., hefte 10, side 290, 342.
- ↑ Rink og Boas. Journ. of Am. Folk-Lore (1888?), side 124 f.
- ↑ F. Liebrecht: Zur Volkskunde 1879, side 17—25; J. C. Müller: Gesch. der Amer. Urreligionen, side 134, 65. Opmerksomheden derpaa skylder jeg Moltke Moe.
