de faar ellers ikke rum i verden.» Andre mener, at to af de første mennesker trættede, den ene sagde: «Lad bli dag og lad bli nat og menneskene at dø;» den anden: «Lad alene bli nat og menneskene at leve;» efter lang trætte blev det efter den førstes ord. Men atter andre mener, at det var en orm og en lus, som kappedes om at naa menneskene; kom ormen først, skulde de leve, men kom lusen først, skulde de dø. Ormen kom langt forud, men veltede underveis udover et høit berg og fik en stor omvei; da kom lusen først, og menneskene maatte dø.[1] Disse myter synes allerede ved sin meningsløse eller løsrevne fremstilling at røbe, at de er komne andensteds fra og er brudstykker af ældre, hvis oprindelige sammenhæng og betydning er glemt. Ser vi os om, vil vi og hos fjerntboende folk finde merkelige ligheder. Den anden myte (om trætten) findes igjen paa Fidjiøerne, hvor maanen trætter med en rotte og vil, at menneskene ligesom den selv skulde dø og leve op igjen; men rotten sagde, at de hellere skulde dø ligesom rotten, og det blev saa. Hos indianerne er det to ulvebrødre, som var deres forfedre, der trætter; den yngste sagde: «Naar et menneske dør, lad ham da følgende dag komme tilbage, saa at hans venner kan glæde sig.» «Nei,» sagde den ældste, «lad de døde ikke komme tilbage.» Da slog den yngste den ældstes søn ihjel, og det blev begyndelsen til døden.[2]
Til myten om ormen og lusen har vi merkelige ligheder
i Sydafrika.[3] Saavel paa Guldkysten som hos zu-
- ↑ P. Egede: Cont. af Rei., side 32, 80; Eft. om Grønl., side 127, 106; H. Egede: Grønl. Perl., side 117.
- ↑ Tylor: Prim. Cult., I, side 355; A. Lang: La Mythologie (Paris 1886), side 204, 206: Smiths. Inst. Ann Rep. of the Bur. of Ethnology 1879—80, side 45. Det synes, som om dette med dag og nat i den grønlandske form kan være en direkte eller indirekte paavirkning fra den bibelske skabelseshistorie (?)
- ↑ Min opmerksomhed er henledet derpaa af Moltke Moe.
