Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/261

254

ESKIMOLIV.

standpunkt, blir saa ikke dette meget mindre meningsløst end vore kristne dogmer, som jo for dem er en fuldstændig fremmed verden? For at forstaa dem, maatte de først overflytte dem til sin egen ideverden, med andre ord, de maatte gjøre dem mer eller mindre hedenske, før de virkelig kunde gribe dem; thi man maa da ikke indbilde sig, at et folk pludselig paa kommando kan begynde at tænke paa en hel ny maade. Denne omstøbning kostede dem imidlertid meget arbeide, og om de end fremdeles i bunden er hedninger og tror paa sine gamle sagn, saa har dog den nye lære bragt forvirring i deres begreber. Man kunde allerede heraf fristes til at mene, at det vilde ha været rigtigst at la dem faa beholde sin gamle tro uforstyrret. Den gav dem med deres forholdsvis fattige idebeholdning den letteste forklaring paa omgivelserne, den befolkede naturen med de overnaturlige magter, de trængte til trøst, naar virkeligheden blev dem for haard og indviklet. Og hvor er ikke disse myter karakteristiske for eskimoen; f. eks. hans hinsidige boliger? Der er ikke sølv eller guld, ikke prægtige klæder og skinnende sale som i vore eventyr, jordisk rigdom har jo intet værd for ham. Der er heller ikke deilige kvinder, blomstrende haver og sligt. Nei, i høiden er der en jordhytte, lidt større end hans egen, og derinde sidder de lykkelige og spiser raadne sælhoder, som ligger i store hauge under briksene og aldrig vil ta slut, eller og er der herlige jagtfelter med masser af vildt og meget solskin. For ham er vort paradis med engle i hvide klædebon, og hvor de salige sidder rundt omkring paa stole, en kjedelig, bleg tilværelse, som han ikke forstaar, og som ikke kan fremkalde nogen længsel hos ham. Og vi kan neppe fortænke en angekok, som sagde til Niels Egede, at han langt foretrak tornarssuks eller «Fandens Huus», hvor han oftere hadde været; «thi i