Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/265

Denne siden er korrekturlest
258
ESKIMOLIV.

at naar de syntes, hans far talede for længe, «gik de hen til ham og spurgte om han ikke snart vilde holde op. Han maatte da maale paa Armen, hvor stort Stykke der var tilbage, og naar det blev vist, gik de hen og satte sig, flyttede Haanden hvert Øieblik, og naar den som prækede holdt op ved en Mening, skyndte de sig at flytte Haaden ud til Fingrene; men naar han begyndte igien, raabte de: Ama d. e.: endnu mere, og flyttede Haanden tilbage paa den halve Arm. Jeg som stod for Sangen, holdte de oftest for Munden med en vaad Sælskind-Vante, naar jeg begyndte en nye Psalme eller sang for længe».

Missionærernes optræden ligeoverfor de indfødte har neppe altid været lempelig. Et par eksempler, valgte iflæng fra deres egne beretninger, kan nævnes: «Jeg lod ham vide, at hvis han ikke vilde lade sig overtale med det gode, men foragtede Guds Ord, skulle han faae samme Tractement af mig som andre Angekoker og Løgnere har faaet (nemlig Prygl)». — — «Da jeg havde længe brugt gode Ord og Formaninger, og det altsammen ikke kunde hielpe, greb ieg til mit sædvanlige Middel og Karneflede ham dygtig og jagede ham paa Dørren».[1] En pige blev slaat af sin «prest, fordi hun ikke kunde troe, at Gud var saa streng, som han forestillede ham; han havde sagt, at alle hendes Forfædre vare hos Tornarssuk, og skulde pines uden Ende, fordi de ikke kiendte Gud». Hun undskyldte dem med, at de ikke vidste det; men han blev vred, og da hun engang sa, «at det var hende skrækkeligt at høre Gud var saa forferdelig vred paa dem, som forsaae sig,

at han ikke kunde tilgive evindelig, ligesom onde Mennesker

  1. Niels Egede: 3dje Continuation af Relationerne, side 32, 45.