KAPITEL XIV.
Europæere og indfødte.
Europæernes forhold ligeoverfor grønlænderne er i mange henseender enestaaende, idet disse har været lempeligere behandlet end noget andet naturfolk, som har været udsat for vore civilisationsforsøg. Den danske regjering fortjener i sandhed verdens høieste anerkjendelse for sin optræden i denne henseende, og det var kun at ønske, at andre stater vilde følge det her givne eksempel. De indfødtes virkelige vel har været et ikke uvæsentligt hensyn i dens handlemaade, og man kjender neppe noget andet jagtfolk, som er kommet i saa sterk berøring med civilisation og kristendom og har holdt sig saa godt og saavidt længe.
En nidkjærhed for sin engang satte opgave som den, der drev vor landsmand Hans Egede og de første missionærer op til dette dengang lidet kjendte land, og som bragte dem til endog at udholde ikke faa savn deroppe, er heller ikke almindelig. Det skede i en god hensigt, og de mente derigjennem at befordre de indfødtes timelige og aandelige velfærd. Naar vi sammenligner denne mission og den hele behandling af Grønland med de civiliserte folks optræden i lignende tilfælde andre steder, saa kommer vi til den kjendsgjerning, at der gjennem det hele gaar
