stab af flinke europæiske læger og sygepleiersker.» «Lad det bevises, hvor meget der gaar til med at lindre nød af de millioner, som barmhjertige mennesker i Europa og Amerika samler ind til Kina-missionen. Lad det opklares, hvor meget der gaar til underhold for missionærerne og deres koner og børn, til bygning af deres prægtige huse og sanatorier, til porto og papir for deres boglignende, rosenfarvede missionsberetninger, til deres kongresser og mange andre ting.» «Er det ikke en aaben hemmelighed, at hele missionen slet og ret er et velgjørenhedsforetagende til bedste for ubeskjæftigede personer i Europa og Amerika?» Han spør videre, om det er nogen, som tviler paa, at missionærerne med sine «høie meninger om egen ufeilbarhed ikke kan være uforskammede og anmassende; om det er umuligt for dem at blande sig op i ting, der ikke angaar dem, med selvbestaltet myndighed. Hvis nogen er i tvil om, at missionærerne, som en helhed betragtet, er istand til ovennævnte ting, læs saa og læg merke til tonen og aanden i deres skriverier.»
Dette er jo historien fra Grønland om igjen. Forskjellen er bare, at naar kineserne modsætter sig de missionærer, som de ikke har bedt om at komme til sig, saa blir de ikke slaat og tampet; naar de selv ser ulykken, som truer, og ber «de fremmede magter om i Kinas saavel som i Europas og Amerikas interesse at tilbagekalde missionærerne,» og dette ikke nytter, og de derfor vil fordrive dem med magt, saa paakalder disse herrer, som er komne for at prædike fredens evangelium, sine regjeringer om beskyttelse og faar kanonbaade og tropper til hjælp, som retter en ødelæggende ild af projektiler og kartætsjer paa de indfødte, og de fromme missionærer forlanger, støttet af sine landsmænds vaaben, den blodigste erstatning for den skade, de
