for atter at bli optat af sin eiermand, mens sælen farer videre med remmen og blæren paa slæb. Jeg tror, enhver maa indrømme, at en sindrigere opfindelse kan vanskelig tænkes gjort af ben, sælskind og rækved for dette brug, og man kan være overbevist om, at den har kostet mange generationers arbeide.
Paa Grønland forekommer der to former af denne harpun; den ene kaldes unâk, den er i bagre ende i høiden blot forsynet med en benknap og er længere og slankere end den anden. Denne kaldes ernangnak og er i bagre ende forsynet med to benskinner eller vinger, som nu gjerne gjøres af hvalribben, og som skal tjene til at gjøre harpunen tungere samt styre den gjennem luften. Det er en saadan, som side 30 er afbildet[1]. Ved Godthaab var ernangnaken nu mest i brug, men jeg hørte gamle storfangere klage over, at den i vind var vanskeligere at kaste end unâken, da vinden, naar den
- ↑ I Nordgrønland er der endnu en tredje og større form af harpun, som bruges til hvalrosfangst og kastes uden kastetræ; den har isteden derfor to benknagger (tikagut), en for tommelfingeren og en for pegefingeren.
