kommer en alke paa hold for en af dem, pilen farer gjennem luften, og den gjennemborede fugl forsøger flaksende at dukke, men løftes i næste øieblik høit paa pilespidsen; den rives løs, halsen knækkes ved et kraftigt ryk i næbbet med tænderne, og den stikkes bag paa kajaken.
De forlader snart sundene og holmerne for at stikke ret ud i det aabne hav.
Efter nogle timers roning er de endelig paa fangstfeltet, store sælhoder ses over vandet i forskjellige retninger, og man spreder sig for at søge bytte.
Boas, en af stedets bedste fangere, hadde set en stor klapmytshan langt borte og gik efter den; men den dukkede, han ligger og venter paa, at den skal komme igjen. Der! et stykke forud kommer dens runde, mørke hode tilsyne. Han bøier sig ned mod kajaken, idet han med lydløse, forsigtige aaretag tvinger den frem mod sælen, som rolig og ubekymret ligger og strækker hodet og dukker op og ned paa dønningerne. Men pludselig blir den opmerksom, den fik et skimt af aarebladet, som bevægede sig, og ser nu stivt paa ham med sine store, runde øine. Han holder inde i samme nu og ligger urørlig, idet kajaken af farten skjærer lydløst fremover. Sælen opdager intet nyt mistænkeligt og gir sig hen til sin forrige ro. Hodet kaster den bagover, snuden ret iveiret, den bader sig i morgensolen, som glinser i dens mørke, vaade skind. Imidlertid nærmer kajaken sig hurtig; hver gang sælen ser i den retning, holder Boas inde og rører ikke en muskel, men saasnart den atter vender hodet bort, farer han frem som en streg. — Han nærmer sig paa hold, gjør harpunen færdig, ser efter, at remmen paa kajakstolen ligger i orden, endnu et tag og tiden er der, — da forsvinder sælen rolig under vandet. Den var ikke skræmt og
