lidt op fra ringen paa den ene side, og noget vand er trængt ind; men det er ikke mer, end at han kan klare sig fremdeles. Imidlertid er de andre komne til, de faar nu ogsaa fat paa den tabte aare, og man kan atter dra videre.
Det blir slemmere og slemmere for dem, som bugserer, de hænger meget efter, og de store sæler ligger og dunker og hugger mod kajaksiden. De tænker paa at opgi sit bytte, men den vanskelige sjø ruller over, og de vil endnu forsøge det en stund. De stolteste øieblikke i en fangers liv er de, da han kommer hjem bugserende sin fangst og hans hustrus, hans døtres og tjenestekvinders glædestraalende ansigter lyser ham imøde fra stranden; han ser det allerede i tankerne langt ude paa sjøen og glæder sig som et barn; intet under, at det, han nødigst af alt vil, er at opgi et fanget bytte.
Efter mange stygge braat kommer de endelig nærmere under land; her faar de lidt læ af en øgruppe, som ligger langt ude i syd for dem, sjøen blir noget mindre voldsom, og efterhvert som de kommer længere ind, blir det bedre, og det gaar raskere hjemover.
Imidlertid er kvinderne hjemme i den største angst; da stormen kom, løb de op paa udkigsfjeldet eller ud paa pynterne, og her stod de i klynger og speidede ængstelig ud over det oprørte hav efter sønner, mænd, fedre og brødre. Her kan der ses speidende og frysende klynger, indtil de med sine af angst skjærpede øine opdager de kommende som sorte punkter ude i horisonten, og hele bopladsen gjenlyder af et eneste glædeshyl: «de kommer! de kommer!» Man begynder at tælle, hvor mange der er; der mangler to! — nei, der er den ene! — nei, allesammen er der! allesammen er der!! —
