Saa begynder endelig dagens første maaltid; men
rigtig ordentligt blir det først, naar den hjembragte fangst
er kogt og fremsat i et stort fad midt paa gulvet — da
forsvinder utrolige masser af kjød og raat spæk.
Naar saa hungeren er stillet, sætter kvinderne sig som altid til at stelle med et eller andet, syning eller sligt, mens mændene gir sig hen til velfortjent dovenskab eller steller lidt med sine vaaben, hænger harpunremmen op til tørring osv.
Saa begynder fangerne at fortælle om dagens hændelser, og familien lytter spændt til, særlig de unge gutter. Fortællingen er nøktern, uden det kjyt eller den bestræbelse for at bibringe tilhørerne en overdreven forestilling om de overvundne vanskeligheder, som vi europæere i et lignende tilfælde ofte vilde være tilbøielige til.
Men samtidig er den med al sin eiendommelige bredde livlig og malende. Med forklarende haandbevægelser skildres deres oplevelser, og «naar de udi Historien ere komne saa vidt,» som Dalager siger, «at Skuddet skal exprimeres, svinge de den høyre Arm i Veyret, hvor imod den venstre sættes i lige Linie, som betyder Dyret. Hvorpaa Demonstrationen gierne følger saaledes: Der jeg vilde gribe Piilen, saae jeg til den, jeg greb den, jeg tog den, jeg fattede den, jeg havde den nu fast i Haanden, den balancerede, og saa fremdeeles, hvilket alleene kand vare i nogle Minuter, førend Haanden sinker, som endelig betyder Skuddet, og skal de ikke derefter forglemme at remarqvere det sidste Nik Sælhunden gjorde.»
Til andre tider kan de merkeligste hændelser omtales blot med et par ord. Men saa ofte der gis anledning, gjør en bred humor sig gjældende, som ufeilbarlig belønnes med de spændte tilhøreres skraldende latter. Det er et mønster paa et lykkeligt familieliv.
