Men vi skal ikke opholde os for længe ved
skyggesiderne. Jeg haaber, at jeg har været istand til at gi
læseren et lidet indtryk af det fangstliv, eskimoen fører
paa sjøen, og nogle af de farer, han daglig omgaas
med, og det er kan hænde nok til at overbevise om, at
det folk ikke mangler mod, naar det gjælder, og heller
ikke udholdenhed og koldblodigt herredømme over sig selv.
Men eskimoen har mer — naar først ulykken rammer ham, kan han vise en haardførhed og en taalmodighed, som er overlegen. Jeg skal bare som betegnende anføre følgende lille eksempel, der er et blandt de mange, som grønlænderne selv har skrevet, om sine oplevelser i sin avis «Atuagagdlutit».
«En kajakmand fra Tornait ved Fiskernæsset gik en dag i februar 1876 ud tilsjøs mod nord. Da han kom til fangstpladsen dukkede der en sæl op for ham, han trak riflen ud af kajaken for at skyde, men fik derved et vaadeskud tvers gjennem underlivet. Da han hadde besindet sig, steg han ud paa et stykke is og lagde sig ned, men saa blæste det op fra nord, og sjøen brød over ham, hvorfor han atter maatte gaa i kajaken og ro sydover. Men man maa — saaledes skrives der — forbauses over den mands haardførhed, som, saa frygtelig saaret, kunde gaa ud i den aabne sjø; man tænke sig, han gik udenom øerne, naadde hjem, trak sin kajak paa land og opstillede et merke, men saa sank han ned ved iskanten; thi han magtede ikke at gaa til husene, som laa et stykke fra landingspladsen. Da man senere fandt ham og eftersaa hans kajak, kunde ingen forstaa, at han levede endnu efter at ha mistet alt det blod, som oversvømmede dens bund. Tilvisse, da de hadde baaret ham op, trodde de, at han ikke kunde leve natten over; dog døde han først tredje
