Grønland og eskimoen.
rønland er paa en eiendommelig vis knyttet til vort land og vort folk. Af europæerne var vore forfædre de første, som fandt det; paa sine aabne skuder gik de gamle vikinger sin vovsomme vei gjennem uveir og drivende is til dette fjerne sneland, slog sig ned der gjennem mange aarhundreder, og det blev en del af den norske krone.
Efterat kjendskaben til det var glemt, var det atter en landsmand, som for et norsk selskab grundede den nye europæiske bebyggelse af det.
Det er fattigt, dette eskimoens land, som vi har røvet fra ham, det er fattigt baade paa skog og guld, — nøgent, ensomt, lig intet andet, bebod af mennesker. Men i al sin nøgne fattigdom, hvor er det dog vakkert! Ja, er Norge herligt, da er i sandhed det det ikke mindre. Har man set det, hvor blir da erindringen kjær! Jeg ved ikke, om det gaar andre slig, men for mig er det forenet med det barnlige eventyrlands hele drømmende skjønhed, det er, som jeg der fandt vor natur igjen i endnu høiere, renere former.
Den er sterk og vild, denne natur, som en oltidssaga, skaaret i is og sten — men stundom stemninger saa bløde
