mindre huse, ja der har ligefrem været opstillet præmie for husbygning; det skulde være saa grumt for dem, at hver familie hadde sit for sig, men derved blev husene daarligere og koldere, der trængtes mer til opvarmning og belysning, som ikke altid kunde skaffes, og der bragtes forstyrrelse ind i hele det gamle, fordelagtige system.
Om vinteren, da alt er stivfrossent, kan disse huse være bra nok, men om sommeren, naar væggene tiner og taget lækker og undertiden falder ind af sig selv, blir de mindre sunde opholdssteder. Saasnart vaaren kom med april maaned, flyttede grønlænderne derfor altid i tidligere tid ud af sine huse og rev ofte selv taget op paa dem, forat de kunde bli godt udluftede og udvaskede af regnen til høsten — en ganske bekvem maade at vaske paa.
Hele sommeren igjennem og et godt stykke udpaa høsten til september eller oktober bodde da grønlænderne i telte, og hver familie havde gjerne sit eget. Dette telt har en eiendommelig halvrund form med indgangsdøren paa den høie, flade side. Indvendig er det indrettet meget ligt et hus, med briksen løbende langs den skraa, bagre væg ligeoverfor døraabningen, som lukkes med et forhæng af halvgjennemsigtigt tarmeskind. Teltets vægge bestaar af et ydre lag afhaafet, vandtæt skind, som regel gammelt, der er tat af baadene, og et indre lag ren- eller sælskind med haarene vendende indad. I disse telte, som forøvrigt er noksaa varme, opholder de sig nøgne ligesom i sine huse.
Uadskillelig med sommerteltlivet er konebaaden. Denne, som er ti til tolv meter lang, har europæerne kaldt saa, fordi den til forskjel fra kajaken ros af kvinder.
Den er en fuldstændig aaben baad, gjort af et spileverk af træ og trukket udvendig med sælskind; den er
