hvor vanskeligt det var at faa grønlænderne til at la være med sin idelige omflakken og til at slaa sig ned og bygge og bo paa det samme sted, saa han i ro kunde præke kristendom for dem, ja han foreslaar endog, at man ved tugt og disciplin skulde tilholde dem at føre et mere stadigt levnet. Men havde denne fromme mand, som kun tænkte paa Guds riges tarv, levet nu, vilde han for saa vidt kunne været lykkelig; vor tids kristne grønlændere reiser snart ikke mere. Ved den store forarmning, som vi nu har bragt over dem, blir der for hver dag færre og færre fangere, som ser sig istand til at skaffe skind nok til konebaade og telte, og begge dele er jo nødvendige for at flytte. Isteden blir de da nu mer og mer nødte til at tilbringe hele aaret rundt i de usunde vinterhuse, hvor helbreden lider, og hvor der selvfølgelig er en ypperlig jordbund for bakterier og alle slags smitsomme sygdomme, foruden at mændene altsaa ikke kan skifte fangeplads, men maa søge de samme steder aar ud og aar ind. Herved forringes naturligvis udbyttet i sterk grad, kosten blir følgelig daarligere, og af de uundværlige sælskind blir der færre og færre. Er først hele det grønlandske samfund kommen ned paa dette niveau, denne fastboende tilstand, som vel for Egede stod som idealet, da har det sandhed vanskelig for at hæve sig igjen, og det staar neppe mer til at redde. Men nedgangen i den retning er i de seneste aar ligefrem foruroligende.
