Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/89

Denne siden er godkjent
82
ESKIMOLIV.

findes vistnok endnu mennesker, som tror, at eskimoerne pleier at drikke smeltet tran, uagtet allerede Hans Egede har paatalt denne feiltagelse. At de ikke altid vrager det, naar det byr sig, hadde jeg dog anledning til at overbevise mig om i Godthaab, idet jeg regelmæssig saa vor gamle tjenestepige Rosine ta sig en slurk eller to af vor lampe, naar hun pudsede den om morgenen og som sedvanlig heldte vel meget i beholderen, — det saa ikke ud til at bekomme hende ilde.

De sylter forøvrigt stilkene af kvanne i tran, som efter Saabye's beskrivelse fremstilles paa følgende eiendommelige vis: «Et Fruentimmer tygger Spæk, sprudler det ud, og vedbliver saalænge, indtil de efter hendes Mening have nok. Nu ligge disse Stilke saaledes indsyltede i nogen Tid, tages derpaa op og spises som Desert med megen Appetit».

Af planteføde brugte grønlænderne oprindelig flere sorter; foruden kvanne (angelika) kan nævnes løvetand, syre, krækling, blaabær samt forskjellige tangarter. En af deres største delikatesser er imidlertid indholdet af renmaven. Om en grønlænder fælder en ren og bare kan fragte lidt deraf med sig, tror jeg, han først og fremst vil ta maven, og det sidste, en grønlandsk dame ber sin elsker om, naar han drar paa renjagt, er at betænke hende med maveindholdet. At dette staar saa høit i pris, er vel fordi de trænger planteføde, og det er jo til og med en meget udsøgt vare, som den feinschmecker renen netop har samlet sammen af de fineste skud af mos og græs, og som derpaa i maven er blit tilberedt som en slags stuving ved at bli halvfordøiet og tilsat med en noget skarp og krydret sauce af mavesaften. Mange griner nok paa næsen af denne ret, men det skulde de ikke gjøre; jeg har med tilladelse