Dette digt er i sin nuværende form af forholdsvis sen datum, men
stammer muligens fra 12te eller 13de aarhundrede.
I Rusland findes ski, foruden hos storrusser, letter og tildels i Polen, hos samtlige finske folkeslag lige ned til Volga. Hos permerne omtales de af Herberstein fra 1549 (Rerum moscov. commentaria).
I Asien findes ski udbredt over hele den nordlige del, nordenfor det store steppe- og ørkendrag — hos samtlige folkestammer. Ifølge hvad kaptein A. Jacobsen har meddelt mig, benyttes de hos golder, giljaker og ainoer merkelig nok mest ved kjørsel paa hundeslæde[1]. Kojuren (kusken) sidder skrævs over sin smale slæde og støtter den med benene, hvorpaa han har ski.
Jacobsens kusk fortalte ham, at tunguserne undertiden skulde benytte sig af ski paa den maade, at de staaende paa sine ski lader sig trække af ren, idet de i den venstre haand holder en læderrem, som er befestet til renen, mens de styrer med den høire. Noget lignende skulde efter den japanesiske tegning, som af Nordenskiöld gjengives i Vega-reisen (b. II, side 107), ogsaa forekomme hos ainoerne[2]. Efter hvad professor Friis har fortalt mig, skal ogsaa lapperne undertiden anvende renen paa denne maade, (han har givet en skildring deraf i sin bog «Laila»), men — som man sagde ham — skulde det kun være de dygtigste og mest udholdende skiløbere, som kan gjøre det kunststykke.
Som det vil sees, fører de oplysninger, litteraturen kan
