navne som artakh hos permerne, hvor stammen takh tydeligvis er det samme som den mordvinske sideform tokh og kok hos syrjænerne i ordet kört-kok. Dette kok er det samme som det, vi fandt i koklaske hos tsjeremisserne.
Herved er vi atter komne et langt skridt videre op i den finske stammes urtid; men endnu betydelig længere kommer vi, naar vi langt inde i Sibirien hos ostjakerne, som tilhører den ugriske hovedgren, igjen møder tokh.
Efter dette skulde ski altsaa have været kjendt i Asien, før den altaiske folkestamme endnu havde delt sig i finner og ugrer — og det maa være skeet, længe før vor tidsregning begynder.
Længere tilbage kan undersøgelser af de finsk-ugriske sprog neppe føre os. Fortsætter vi imidlertid vor vandring østover Sibiriens snemarker, træffer vi paa mange fremmedklingende skinavne, indtil vi pludselig hos de to samojediske stammer karagasser og sojoter i det sydlige Sibirien finder formerne hok og kok. Fortsætter vi endnu længere mod øst, træffer vi hos tunguserne helt i det østlige Sibirien velkjendte ordstammer i suksylta eller soksolta hos golderne, suksildæ hos manikow-tunguserne og huksille hos kondogiri-tunguserne. I den første del af disse ord: suk eller sok, (som hos den sidste folkestamme er gaaet over til huk) føres vi jo, som allerede Castrén har antydet, direkte tilbage til suks, det ord, hvormed vi begyndte vor vandring hos Østersjø-finnerne. Her, om ikke før, faar vi ogsaa en direkte bekræftelse paa, at suk kan være det samme ord som kok, idet vi ser, at suk i suksildæ er gaaet over til huk i huksille; hos karagasserne fandt vi endvidere formen hok og hos sojoterne kok, og dermed er jo
