begraves under en regn af skoggerlatter. Den, der har seet et skiløb i Huseby-bakken ved Kristiania, glemmer aldrig det syn.
Men for at være fuldt herre over sine ski gjælder det at kunne mere end hoppe paa dem. Man maa kunne svinge dem til begge sider, i hvad øieblik det er nødvendigt, og man maa kunne kaste dem helt tvers og stanse for enhver uforudseet hindring. Kan man ikke det, da risikerer man jo at rende paa trær og stubber og udfor ukjendte stup. Ogsaa dette øves derfor ved de aarlige skistevner, og ogsaa deri er telemarkingerne ligesom den nyere tids skiløbere mestre. At se dem komme i fuld fart og saa pludselig ved en rask vending kaste skierne tvers og stanse, det er muligens et ligesaa stolt syn som at se dem svæve gjennem luften.
Skierne er fremfor alt et middel til at komme frem paa, og derfor er og blir ogsaa den hastighed, hvormed skiløberne kan tage sig frem gjennem ubanet mark, den vigtigste side af skiløbningen.
Uagtet hoppet er det, som tilskuerne sætter mest pris paa, saa er det med fuld grund, at længdeløbet er tillagt størst betydning ved vore aarlige skistevner. Mange tror, at det kun er nødvendigt at være udholdende og sterk for hurtig at kunne tilbagelægge lange strækninger paa ski, men dette er ingenlunde tilfældet. Det gjælder i ligesaa høi grad om at være vant til at bruge dem, helst skal man være opøvet dertil fra barnsben af, saa at man glider frem med den mindst mulige anstrengelse. Ved lang øvelse, især i barnealderen, blir ogsaa de muskler og den del af nervesystemet, som specielt kommer i anvendelse ved føringen af skierne, sterkere udviklet. Hvad det gjør at være vant til dem, vil fremgaa tydelig nok, hvis man
