kan se en øvet og en uøvet skiløber gaa ved siden af hinanden, — den øvede glider afsted, som om intet var iveien, mens den uøvede arbeider og maser med hele kroppen og bortkaster en hel del muskelkraft for at faa den nødvendige bevægelse istand. Man vil af den grund yderst sjelden se, at folk, som først i en senere alder begynder at bruge skierne, blir sikre og udholdende skiløbere. Med faa ting gjælder det til den grad som med denne, at den maa tidlig krøges, som god krog skal bli; hele kropsystemet maa helst vokse op dertil. Man maa ikke deraf slutte, at denne idræt gir en ensidig udvikling, tvertimod er der vel neppe nogen, som udvikler mere sundt og harmonisk. Det er ikke blot benene, som anvendes, men ogsaa overkroppen og armene. De sidste faar en sund bevægelse ved brugen af staven under marschen, især hvis man har en i hver haand, saaledes som lapperne har for skik paa enkelte kanter, og som i den senere tid er begyndt at bli anvendt under hurtigløb i Norge. Paa vandringen over Grønland brugte ogsaa vi to staver.
At sætte en norm for den hastighed, en dygtig og udholdende skiløber skal kunne opdrive, er ikke muligt, da den i væsentlig grad blir afhængig af lænde og føre. For en god skiløber kan man dog paa godt føre og i nogenlunde let lænde regne, at han bør tilbagelægge omkring 100 km. (8—10 gamle norske mil) paa dagen.
Det længste skiløb, som endnu har været afholdt i Norge, blev i februar 1888 afholdt ved Kristiania. Banen var 50 kilometer lang og gik for en væsentlig del gjennem temmelig bakket og ujevn skogsmark, — paa veien var mange hindringer af forskjellig slags opstillede for at prøve skiløbernes dygtighed. Banen blev af den raskeste tilbagelagt paa 4 timer 26 minuter.
