langsomt under havet, bagenom der ligger hjemmet og livet, men hvad ligger forud? Ingen ved; men det maa være noget skjønt; det er løfterigt at begynde sin færd under slig en himmel.
Af alt skjønt i livet er slige nætter dog det skjønneste.
Livet — er det stort mer end haab og erindring? Haabet hører muligens morgenen til, men minderne, alle de fagre minder, de er kveldens og nattens.
Den følgende dag (tirsdag den 5te juni) kom vi allerede under isen; den strakte sig hint aar langt sydpaa.
Det indtryk, som polarhavets drivismasser gjør, første gang man kommer i berørelse med dem, er ganske eiendommeligt; hvad man faar se, er vistnok for de flestes vedkommende forskjelligt fra, hvad der var ventet. En gjøglende fantasiverden med vilde, eventyrlige former ragende over synskredsen i alle retninger, altid vekslende, altid ny, en rigdom af straalende regnbuefarver, sligt er det fantasibillede, som saa almindelig males af hine egne. Men slig er ikke denne isverden; den er ensformig og enkel, og dog gjør den et sælsomt indtryk paa vort sind. I det smaa har den former, vekslende i det uendelige, og farver, spillende i alle afskygninger af blaat og grønt; men i det store, da er det netop ved sine enkle modsætninger den virker, denne natur, — den drivende is, en mægtig hvid flade, hvælvende sig udover, saa langt øiet kan spænde mod synskredsen, og kastende et hvidt gjenskin paa luft og skyer ovenover, — det mørke hav, ofte næsten kulsort mod den hvide flade, — og ovenover denne ensformighed en himmel, snart hvidblaa i den klare dag, snart mørk truende af drivende skyer eller hyllet i tætte taager, snart glødende i solopgangen og solnedgangen, eller drømmende i nætternes lyse længsel — og saa i den mørke aarstid
