Hvor fuldstændig overlegen en skiløber er alle andre paa
Grønlands snemarker, tror jeg maa fremgaa tydelig nok fra de to
lapper, Nordenskiöld havde med sig.
Jeg mener derfor, at en ekspedition paa ski (med skikjælker, muligens trukne af hunde) vil have al mulig udsigt til at komme lykkelig gjennem Grønland.»
Efter derpaa at have redegjort for min plan, slutter ansøgningen saaledes:
«I anledning denne plan vil jeg forespørge det ærede kollegium, om det tror sig istand til at bevilge midler dertil, eller om det vilde opføre paa budgettet for iaar de nødvendige midler til denne reise.
Omkostningerne, om reisen skulde foretages paa her antydede maade, vil antagelig beløbe sig til kr. 5 000,00.
- Kristiania 11 nov. 1887.
- Ærbødigst
- Fridtjof Nansen.»
Ansøgningen blev paa det kraftigste anbefalet af det akademiske
kollegium og oversendt til regjeringen, forat denne kunde tage den
under overveielse og befordre den videre til stortinget som
regjeringsforslag paa regelmæssig vis. Fra regjeringen blev der
imidlertid svaret, at man ikke fandt at kunne optage forslaget, og
i et af de regjeringsvenlige organer blev det endog antydet, at man
ikke kunde se nogensomhelst grund til, at det norske folk skulde
betale en saa stor sum som femtusend kroner, forat en privatmand
kunde gjøre en forlystelsesreise til Grønland. De fleste, som hørte
om planen, mente, det var det reneste galmandsverk, jeg maatte
enten være mindre vel bevaret eller kjed af livet; hvad var der at
hente i Grønlands indre?
