Engang klarer vi os netop i sidste øieblik ind paa et lidet lavt
flag, som under sammenpresningen af isen senere revner i flere
stykker, men hvor vi dog ligger trygt.
«Da isen blir vedholdende tot, begynder vi at trække over den, hvilket ikke er noget let arbeide i dønningen, hvori flagene snart fjernes, snart tørner sammen, snart brister; vanskeligt er det at bjerge slæderne over fra flag til flag uden at miste dem i sjøen. Ofte maa vi vente lang tid for at kunne komme tilbage og hente resten af slæder eller baade paa det flag, hvor vi forlod dem. Ved agtpaagivenhed kommer vi dog fremover med nogenlunde hurtighed. Men hvad nytter det altsammen? Det er godt nok til at give os motion, og det er en vigtig ting, men anden nytte har det ikke; sjøen arbeider hurtigere end vi, og det ser ud til, at vi atter skal derud i brændingen. Nu vel, lad gaa, men lad os saa finde. en god «sjøskude» itide. Der optages en formelig skjønsforretning paa alle isflag i nærheden, vi har nu faaet god forstand paa, hvordan et godt isflag skal være. Tilsidst finder vi et, det bestaar af blaalig fast is, er tykt, men ikke stort og har næsten form som et fartøi, saa det vil vake let paa sjøerne uden at knækkes; det har høie kanter, saa sjøen ikke let kan bryde over det, men paa et sted er kanten lav nok, til at baadene med lethed kan sættes paa vandet derfra. Dette er uden sammenligning det bedste flag, vi endnu har været paa, og paa dette agter vi, ifald vi skal derud, at forbli, saa længe vi kan klore os fast, om saa brændingen tordner aldrig saa meget.
«Selvfølgelig havde vi ogsaa, som sedvanlig, forsikret os om, at der var vand paa flaget, før vi bestemte os til at tae det; dette er der imidlertid paa de allerfleste flag, idet den paa dem liggende sne eller sne-is smelter og
