mindre del være digtet, saa maa forfatteren eller forfatterne have kjendt dette land vel, og usandsynligt er det ikke, at de gamle nordmænd oftere har forulykket enten i drivisen eller paa kysten og har reddet sig i land[1]
At vore forfedre kjendte godt til de østgrønlandske isforhold, fremgaar forøvrigt tydelig nok af «Kongespeilet» (c. 1250), hvor det heder: «Endnu er i det samme hav mange flere undere, skjønt de ei kunne regnes iblandt uhyrer; thi saasnart man vinder over det meste af det vilde hav, da er der, i sjøen, saa stor en mængde af is, at folk ei ved lige til saadanne ise andensteds i den hele verden. Nogle af de ise er saa flade at se til, som om de var frosne paa havet selv, og det nu 4 nu 5 al. tykke, og ligger saa langt fra landet, at det kan bli 4 eller flere dages reise, som man maa gjøre paa isen til landet. Men de ise ligger mer imod nordost eller mod nord udenfor landet, end imod syd og sydvest eller mod vest; og derfor maa enhver, som vil naa landet, seile omkring samme i sydvest, og vest, indtil han er kommen alle disse steder forbi, hvor isen er at vente, og da seile derfra til landet. Men det har ideligen hændt de sjøfarende, at de har søgt landet for hastig, og er derfor komne ind i disse ise; men siden er nogle omkomne; men nogle har og reddet sig derfra, og har vi seet nogle af dem, og hørt deres taler og beretninger. Men det middel har alle de grebet til, som er komne i dette isdrev, at de har taget deres baade og trukket dem op paa isen med sig, og har saaledes søgt landet; men
hav-skibet og alt andet gods er blevet der tilbage og
- ↑ Om skibe, som forulykker i drivisen, er der flere beretninger i sagaerne.
