landen, thi iszen formindskedis io mere oc mere, oc landen bleff oc saa laugre ind til forne». Dette har sandsynligvis været vestenfor Kap Dan, kysten bøier her vestover, isbeltet blir gjerne smalere — i ethvert fald til vestenfor Sermilik-fjorden — og landet omkring denne og sydover er paafaldende lavere end landet nordenfor.
Efter at have holdt ud fra kysten blev de overfaldt af storm og blev tvungne til efter store farer at vende hjem, endog uden at faa landet i sigte for anden gang.
Det er intet urimeligt i, at denne beretning er helt paalidelig, og at altsaa denne første ekspedition med dens halve mil fra land, er den, som, saavidt vides, ligetil 1883 er kommen Grønlands østkyst nærmest med skib fra sjøsiden. I slutten af august begynder nemlig landet ved Kap Dan allerede som regel at blive mer tilgjængeligt; vi fandt det isfrit allerede før midten af denne maaned[1]. Allday mente imidlertid, at hans reises uheldige udfald skyldtes, at han havde været for sent ude. For det følgende aar blev det derfor forberedt en ny ekspedition under hans ledelse. Hvorvidt denne er blevet til noget, er uvist og synes ikke sandsynligt, da der intet mer høres derom.
Derimod foretog 1581 «en Bagge og norsker mand», Mogens Heinessøn,[2] en reise paa egen bekostning
for at gjenfinde den forglemte provins.
- ↑ Alldays ekspedition er ikke den første blandt de kjendte, som efter middelalderen faar Grønland isigte. Englænderen Martin Frobisher havde allerede paa sine 3 reiser (1576—78) til nordvestpassagens opdagelse faaet sydkysten isigte, han antog den for at være Zeniernes Friesland og kaldte landet Ny England.
- ↑ Mogens Heinessøn var paa den tid borger i Bergen, men var født paa Færøerne af norske forældre og regnes som Færøernes anden nationalhelt. Sigmund Brestesøn er den første.
