Naar det heder, at skibet stansedes i sin fart af en magnet
(Seylsten), som hvilede i dybet, saa forekommer det mig, at den
naturligste forklaring derpaa er, at enten er det helt og holdent
tildigtet af forfatteren i lighed med datidens overtro om det
magnetiske ishav, og dette er muligens det rimeligste, eller ogsaa
har det været den sydvestgaaende strøm, som har hindret dem, mens
de seilede i nordøstlig retning; lige foran staar det jo ogsaa, at
de drog den vei:
«Mæn lengger mand kom hen Øster[1] paa leed,
jo skarppere strømmede Søen dær need.»
Enhver, som har forsøgt at krydse mod denne strøm, ved, hvad det vil sige, og at man let nok med lidt overtro kunde fristes til at tro paa magneter i dybet.
De ekspeditioner, som udsendtes fra Danmark 1605[2] under ledelse af skotten John Cunningham (ekspeditionens chef), englænderen James Hall (Principal Pilot), dansken Godske Lindenow og englænderen John Knight og 1606 med Godske Lindenow som høistkommanderende, gjorde, saavidt man kan dømme fra de sparsomme beretninger, som haves derom, intet forsøg paa at lande paa Grønlands østkyst. Den paastand, at Godske Lindenow under den første reise skulde have landet paa den sydlige del af østkysten, forekommer mig ikke at hvile paa nogensomhelst holdbar
grund.
- ↑ Muligens er dette det magnetiske øst, vil altsaa sige omtrent retvisende nordøst.
- ↑ Før disse ekspeditioner var Grønlands vestkyst allerede fundet og betraadt af englænderen John Davis, som paa sine 3 reiser 1585—87 fandt landet (han kaldte det «Land of Desolation») og bereiste kysten lige fra den sydlige del og op til 72° n. br. Han er saaledes den første europæer, som vides at have sat fod iland der efter middelalderen.
