som han, saafremt det havde været i skibets interesse, «let kunde have naaet».
Det sidste af de mange forsøg paa at gjennemtrænge drivisen paa Grønlands østkyst kjender læseren forhaabentlig saa vel fra den tidligere beskrivelse i denne bog, at det er unødvendigt at omtale det her[1].
Foruden disse forsøg paa at naa Grønlands østkyst fra sjøsiden er der et par tildragelser i drivisen udenfor denne kyst, som vi ikke godt her kan undlade at omtale, saameget mindre som de paa en vis er forgjængere for vor drift i isen, skjønt denne er barneleg mod, hvad der under dem udstodes.
Aaret 1777 har paa en uhyggelig maade brændt sig ind i erindringen paa alle dem, som beskjæftiger sig med den arktiske forsknings historie; thi neppe nogensinde har de arktiske egne været vidne til saa megen elendighed paa en gang.
Dette var et meget slemt isaar paa Grønlands kyster, og dagene mellem den 24de og 28de juni kom 27 eller 28 hvalfangere af forskjellige nationaliteter[2] fast i isen paa mellem 74° og 75° n.
br. udfor østkysten[3]. En del af
- ↑ Der haves en islandsk beretning om, at nogle fiskefartøier skulde have ankret 1756 paa Grønlands østside, nordvest fra Vestfírdir paa Island. Denne synes dog ikke at være meget paalidelig (se herom «Geografisk Tidsskrift». Kjøbenhavn. Bd. 7, side 117 og 176). At der af de forulykkede i 1777 var flere, som naaede kysten, vil senere blive omtalt
- ↑ Disse var sandsynligvis: 9 hamburgere, 8 englændere, 7 hollændere, 2 svensker, 1 bremer og 1 dansk.
- ↑ Her har det forøvrigt oftere hændt, at skibe kom fast i isen, uden at det dog er gaaet dem saa ilde, som det gik i 1777. Som et eksempel blandt de mange kan nævnes, at i 1769 skulde 4 skibe være komne fast i isen i begyndelsen af juli paa omtrent 76° n. br. og drev indtil den 16de og 19de november ned paa 69° n. br., da 2 af dem arbeidede sig ud, mens man intet ved om de 2 andres skjæbne.
