hus. Under mange omskiftelser drev de videre sydover, indtil de den 7de mai paa omtr. 61° 12′ n. br. og nogle mil fra land (altsaa atter ikke langt fra Anoritok) kunde forlade isflaget for at gaa i baadene[1] og i disse søge ind til kysten, som imidlertid først naaedes den 4de juni, da de landede paa øen Iluilek, som ligger paa omtrent 60° 53′ n. br. Herfra gik det videre sydover, og endelig den 13de juni naaede de 3 baade med «Hansa»’s hele besætning lykkelig den hernhutiske missionsstation Friedrichsthal vestenfor Kap Farvel.
Den strækning, som «Hansa»-mændene drev, fra «Hansa» kom fast i isen de første dage af september 1869, og til de forlod isflaget 7de mai 1870, er tilsammenlagt henimod 1080 kvartmil eller 270 geografiske mil (altsaa omtrent samme afstand som driften 1777, se ovenfor); denne er drevet i omtrent 8 maaneder eller 246 dage, og dette giver følgelig en gjennemsnitlig hastighed af henimod 1,1 geografisk mil i døgnet, hvilket er mindre end det halve af den hastighed, hvormed man drev i 1777. Grunden er muligens for en del, at strømmen om vinteren ikke er saa sterk, samt at «Hansa»-mændene drev i mindre afstand fra landet. Den maaned, hvori de havde den største midlere driftshastighed, var forøvrigt november, da denne var hen imod 2 geografiske mil (7,8 kvartmil); de var da endnu
nordenfor Island.
- ↑ Den maade, hvorpaa dette skede, lignede meget vor (den 29de juli). Den 6te mai havde man endnu ingen anelse om, at man snart skulde kunne forlade flaget, og blev den følgende dag ikke lidet forbauset ved at finde aabent vande mod land, endvidere var man drevet 8 minuter eller 2 geogr. mil nordover fra den foregaaende dag. Det synes, som det ogsaa dengang har været uregelmæssigheder i strømforholdene paa disse høider. Som det vil erindres, drev heller ikke vi synderlig sydover den sidste nat, før vi slap fri af isen.
