Kap Farvel blev han imidlertid den 26de august nødt til at vende
om paa grund af den sene aarstid og mangel paa proviant. Senere
fremholdt han dog den anskuelse, at Østerbygden paa østkysten
lettest maatte kunne naaes langs landet og muligens i eskimoiske
konebaade.
Et forsøg paa fra Godthaab langs landet at naa østkysten, foretaget 1733 af Mathias Jochimsen, mislykkedes ligeledes, idet han paa 61° n. br. stansedes af is.
Heldigere var den dygtige Peder Olsen Walløe, en bornholmer, som i flere aar var handelsmand paa Grønland. I august 1751 begyndte Walløe sin reise fra Godthaab i en konebaad med en besætning paa 4 grønlænderinder og 2 europæere. Det første aar naaede han det nuværende Julianehaabs distrikt, hvor han foretog undersøgelser og overvintrede. Det følgende aar fortsattes reisen forbi Kap Farvel og et stykke op langs østkysten til en ø, som han kalder «Nenese» paa 60° 56′ n. br.(?), hvor han den 8de august blev nødt til at vende om. Dette er den første europæer, som med sikkerhed vides at have betraadt Grønlands sydlige østkyst. Han fik dog liden løn for sine fortjenstfulde reiser og levede sidenefter i de kummerligste omstændigheder i Danmark. Han døde 1793, 77 aar gammel, paa Vartov fattighospital i Kjøbenhavn.
Henimod udgangen af forrige aarhundrede beviste Eggers tydelig i et i 1792 udkommet skrift, at Østerbygden havde ligget paa den sydlige vestkyst; naar man havde henlagt den til østkysten, da var dette en feiltagelse af fortidens lærde, som havde tydet de gamle norske beretninger fuldstændig galt.
I aarene 1829—30 foretog kapteinløitnant i den danske flaade W. A. Graah sin betydningsfulde reise i konebaad,
