at lede efter gjennemfart; thi de gaar et par gange frem og tilbage; — men se, der kommer de ret paa os; se, hvor paddelaarerne gaar — — —; det er to smaa mennesker i kajak. De kommer nærmere og nærmere; Balto begynder at faa en halvt forundret, halvt ængstelig mine; han siger, han er næsten bange for disse underlige væsener. Der kommer de, den ene bøier sig forover i kajaken ligesom til hilsen (det var det dog ikke), den anden gjør intet; de lægger ind til klippen med et eneste aaretag, kryber ud af kajakerne; den ene bærer sin op, den anden lader sin ligge i vandet, og der staar de foran os, de to første repræsentanter for disse meget omtalte hedninger (fra Grønlands østkyst). — Var det første indtryk gunstigt? Ja, ubetinget, — to vistnok uciviliserede, men venlige ansigter smilede imod os. Den ene var iført sælskinds «kufte» og sælskinds bukser med et godt stykke bart liv samt kamiker og uden anden hovedbedækning end nogle perlebaand.» . . .
Her blev mine dagbogsoptegnelser om dette møde afbrudte; erindringen derom staar imidlertid lige levende for mig, som om det havde været igaar, og det er saaledes ikke vanskeligt at udfylde det manglende. Den anden af de to havde til vor forundring delvis klæder af europæisk herkomst, idet overkroppen var dækket af en «anorak», et trøielignende plag, af blaat bomuldstøi med hvide spetter, paa benene havde ogsaa han sælskinds bukser og kamiker (saa kaldes det eiendommelige grønlandske skotøi), midt paa livet var et godt stykke aldeles nøgent ligesom paa den anden. Paa hovedet havde han en eiendommelig bred og flad lue med skygge; den bestod af blaat bomuldstøi, udspændt over en træring; ovenpaa havde den et rødt og hvidt kors, som strakte
