og ødelægge de forbidragende baade.» Disse overtroiske forestillinger har selvfølgelig sydvestkystens beboere faaet fra østkystens hedninger, som de er trufne sammen med. Disse har endog en hel del forskrifter om, hvordan man maa forholde sig under forbifarten for at slippe helskindet fra det, ikke maa man tale, ikke le, ikke spise, ikke bruge tobak, mens man passerer, ikke maa man se paa bræen og slet ikke nævne navnet Puisortok; derved gjør man den sint, og det er den visse undergang.
Hvorom alting er, saa er det sikkert, at Puisortok er ikke det ry værd, der staar af den. Som jeg senere opdagede, er den sandsynligvis en lokalbræ, beliggende paa en fjeldryg, som ved en snefyldt dal paa indsiden synes at være adskilt fra den egentlige indlandsis; dette er ogsaa grunden til, at den har liden bevægelse, saaledes som maalt af Garde[1]. Det eneste merkelige ved den er, at den paa et saa langt stykke støder til sjøen; Garde angiver dens bredde til at være3⁄4 mil, og det synes at være rigtigt. Dette maa vel, som han ogsaa antager, være grunden til, at østkystens eskimoer er saa bange for denne bræ, idet de, da den ligger saa lige ud i havet uden nogen skjærgaard udenfor, er nødte til at gaa lige under den, naar de færdes op og ned langs kysten. I det hele er eskimoerne ængstelige for at komme under bræer; dette er heller ikke saa urimeligt, da jo bræerne ofte kalver, eller der falder mindre isstykker ned fra dem, som let kan afstedkomme ulykker paa forbidragende. Hvis en baad befinder sig ud for en bræ, i det øieblik den kalver, da vil den vistnok i de fleste tilfælde være
redningsløst fortabt; thi selv om den ikke
- ↑ Han fandt en hastighed af 2 fod i 24 timer. Allerede isbræens form og sterke heldning viser, at den er lokal.
