klæder, deres hvide tarmskindsskjorter eller overtræks-trøier lyste lang vei af bare hvidhed ligesom rent linned, og de gik op og ned nydende sin egen pragt. Ved vore baade var der en hel forsamling; nogle sad oppe i dem, andre stod rundt, og alle gjenstande og hvert eneste jernbeslag blev befølt og undersøgt; men intet blev ødelagt.
(Efter et fotografi).
Saa sloges teltdøren op, og atter var der samlet rundt den flere kredse af tilskuere, den ene udenom den anden, man strakte sig paa taa, hoved over hoved, for at komme til at se, hvorledes vi laa i vore poser, hvorledes vi krøb ud, og hvorledes hvert plag kom paa kroppene. Det, som af alle vore klædningsplag vakte mest beundring og forbauselse, var et kulørt belte, som Kristiansen havde paa, og som var broderet med straalende perler og havde en stor messingspænde midt foran paa maven. Dette maatte de tage i og beføle paa alle kanter og saa «raute» i kor som kjør igjen. Efterat han havde faaet trøien paa og stod udenfor teltet, kom endog en mand farende og løftede paa trøien for at se beltet. Saa blev vore beskøiter med vand, der blev hentet lige udenfor, fortæret i al taushed i deres paasyn ligesom om kvelden.
