overvældende indtryk, som det gjorde, da vi kom ind under det. Øverst oppe ragede to ispigger som slanke kirketaarne høit i luften, høit oppe paa den lodrette væg gik et svært hul tvers gjennem fjeldet, og nede havde sjøen hulet ud grotter saa store, at et lidet skib kunde gaa ind under istaget; farverne spillede i en rigdom af blaat lige til det dybeste ultramarin inde i bunden — det var som et svømmende fepalads, bygget af safir — og rundt omkring rislede bække i smaa fosse ud over siderne, mens lyden af dryppende vand stadig gjenlød inde fra grotterne. — Der var skjønhed, men af en fremmed natur, den drog tankerne tilbage til barndommens eventyrverden.
Efter at have ledt en stund i mørket for at finde leirplads, lagde vi ud paa kvelden til ved en holme paa 62° 25′ n. b., 42° 5′ v. l. Som sedvanlig tømtes baadene, og de blev trukne paa land. Dette var muligens paa det samme sted, «som efter et østgrønlandsk sagn skal have været skuepladsen for en kamp mellem en europæer og en grønlænder.»[1]
Den næste morgen (den 2den august) drog vi videre og vilde sætte ret over fjorden nordenfor mod øen Uvdlorsiutit, men kom snart ind i tæt og ufremkommelig is; vi maatte atter tilbage for at holde langs land og søge os frem længere ind i fjorden. Da isen fremdeles syntes at være tæt ude, vilde vi just gaa gjennem sundet mellem fastlandet og den ovenomtalte ø, da vi paa dens sydspidse opdagede eskimotelte. Vi lagde tilland for at spørge om farvandet nordenfor, men blev ikke lidet forundrede ved at modtages paa stranden af en flok kvinder og næsten fuldstændig nøgne børn, som
vi troede at have seet ved
- ↑ Se «Meddelelser om Grønland» Bd. 9. side 187. (Kjøbenhavn 1889).
