forfaldt (sml. kap. 10) og døde ud, sjøveien did blev forglemt, og dermed tabtes ogsaa den kundskab, man havde samlet derom. Saaledes gaar det da til, at vi atter i det 17de aarhundrede finder den fuldstændigste vildrede angaaende landet. Man lagde sunde, «Frobisher-strædet» og «Beare-sund» tvers gjennem det, ja paa et kart af kartografen Mejer fra midten af aarhundredet blev det endog udstykket i et utal af øer, som skulde være tæt bevoksede med skog, «som omkring ved Bergen i Norge».
Efterat Hans Egede, som tidligere omtalt, kom til Grønland 1721, og den nyere kolonisation der begyndte, udvidedes snart igjen kjendskabet til landets ydre, nær havet liggende dele; men om det indre synes der endnu en lang stund at have holdt sig yderst merkelige begreber, i ethvert fald i Europa.
Det varede imidlertid ikke længe, inden man begyndte at tænke paa at naa Østerbygden, som antoges at ligge paa østkysten (sml. kap. 10), ved at trænge tvers gjennem landet. Allerede 1723 fik Egede saaledes fra direktørerne for det i Bergen bosatte kompani, som stod for det grønlandske foretagende, en skrivelse, hvori det bl. a. heder: «Dersom det ikke er skeet, da synes os at være hel tjenligt, at der bliver udkommanderet en otte Mand, som kunne marchere ind over Land, thi efter Kortet sjunes det, at det ikkun skal være 12 à 16 Mil bredt over, hvor det smalleste er, for, om muligt, at komme over til den østre Side, hvor de gamle Kolonier have været, og under Veis at inkvirere efter Skov med videre; men sker nu dette, som vi gjærne skulde se, da maatte dette Forslag foretages første Sommertid, dernæst maatte Mandskabet med hver sin Ransel med Proviant, saa og Gevær, blive forsjunet, derhos en Kompas, paa det, at de derefter kunne
