vide at finde Veien hjem igjen, og for det tredje vil det udkommanderede Mandskab være vel forsigtig baade for de Vildes Overfald, om nogen under Veis antræffes, som og udi at observere alle Ting, ja, hvor de passere, maa de og paa høie Steder opreise Varder, hvoraf de baade denne og andre Tider kunne faa Kjendetegn.»[1] Dette er et ganske fornøieligt eksempel paa, hvad kolonialpolitik ledet af lænestols-geografer kan føre til.
Egede havde dog forstand nok til at svare tilbage, at han angaaende denne undersøgelse ingen mulighed saa «det til Gavns at kunne præstere»; karterne var nemlig ikke til at lide paa, «eftersom jeg», siger han, «i den Cirkumferance, hvor jeg hidindtil har reist, finder derudi saa megen Urigtighed». Endvidere mener han, vilde «den foresatte Lands-marchering for de høie Klipper og iblandt antræffende Is og Snebjærge og andre uførede Gange, falde ganske besværlig»[2]
Efterhaanden som man reiste omkring og saa mere af naturen, samtidig med, at man lærte bedre at forstaa, hvad de indfødte havde at berette derom, saa tilegnede de europæere, som boede i Grønland, sig snart en rigtigere opfatning af dets indre. Allerede et par aar senere (1727) ser man saaledes af et brev fra Godthaab[3], at man der havde den opfatning, at der efter «Landets Ryg eller Midte, sør og nord,» strækker sig «et
skrækkeligt Is eller af is belagt Fjæld.»
- ↑ Af Direktørernes Brev til Raadet i Grønland. Bergen 19 April 1723. Det her anførte er taget fra P. Eberliens artikel i «Archiv for for Math. og Naturv.» Kristiania 1890.
- ↑ Egedes svarskrivelse. 31 juli 1723. Begge skrivelser findes i Rigsarkivet i Kjøbenhavn. Grønlandske Desseins Indtægt- og Udgift-Forklaringer 1721—25.
- ↑ Fra assistent Fersleff. 1727. Rigsarkivet, Kbhvn Grønlandske Expedition 1728—33.
