Som ganske underligt kan nævnes, at allerede aaret efter (1728)
fremkom den tanke, som først skulde virkeliggjøres 1888, nemlig:
«at nogle unge, friske, norske Folk, som var vante til at løbe til
Fjælds paa Skytteri, om Vinteren med Skier, kunde rekognoscere en
god Del af Landet paa alle sider». (Er ogsaa anført side 124.
Naar det heraf sees, hvilken forholdsvis fornuftig opfatning man paa enkelte hold havde af landet, da maa det forekomme i høi grad forbausende, at der 1728 blev paalagt Grønlands første og sidste guvernør, major Claus Enwold Paars, «at han ingen Flid og Møie derved sparer eller formedelst nogen Fare eller Besværlighed sig derfra lader afskrække, men søger paa alle optænkelige Maader, ad en eller anden Vej over Landet at komme ind i bemældte Østerbygden for at erfare, om der ikke endnu findes Efterkommere af de gamle norske, hvad Sprog de tale, om de endnu ere Kristne eller Hedninger, samt hvad Police og Levemaade der er iblandt dem.» Endvidere havde Paars «rigtig at antegne» bl. a.: «hvorledes Landet er beskaffent; om der findes Skov, Græsning, Stenkul, Mineralier eller deslige; om der er Heste, Kvæg eller andre til Menneskenes Nytte tjænlige Kreaturer».[1]
Til fremme af denne ekspedition blev der fra Danmark udsendt 11 heste, en kaptein, en løitnant og, som menige skulde Paars udvælge de «entrepideste af Garnisonen» ved Godthaab.
At denne ekspedition, som er den første og i sit anlæg tillige den mest storartede af alle dem, som er udgaaede for at
gjennemtrænge Grønlands indre, ikke kunde
- ↑ Fra Frederik IVs instruks til major Paars, trykt i «Meddelelser om Grønland» Hefte IX, side 30—31. Kjøbenhavn 1889.
