bli til noget i den form, den oprindelig var udtænkt, er selvsagt. Hestene døde dels underveis, dels i Godthaab,[1] og man har sikkert nok snart opdaget, at det ikke var saa ganske let at ride tvers over landet.
Ikke desto mindre foretog Paars aaret efter en tur ind til indlandsisen. Den 25 de april 1729 «kl. 12 gik Guvernøren til Baads med Løitnant Richart og Assistent Jens Hiort samt 5 gemene i Herrens Navn og hissede Sejl med en Storm og Snefog».[2] De seilede langt ind udi Ameralikfjorden, omtrent 10 mil, «hvorfra jeg,» siger Paars, «for Betaling tog 2de af de dér boende (?) Landsfolk med for at vise Vej».[3] Det er et ganske merkeligt træf, at denne første ekspedition altsaa gjorde sit forsøg paa at naa ind paa isen i den samme trakt, hvor den sidste ekspedition kom ned. Selve isvandringen omtaler Paars i sin rapport til kongen paa følgende maade: «Efter vi havde marcheret 2de Dage, kom vi den 3die om Middagen under Isfjældet, men da vi en Par Timer med stor Livsfare derop havde avanceret, blev os alt videre Fremkomst forbuden formedelst de forefundne store Rifter», (her følger en beskrivelse af disse). — — —
«Da vi saa os ingen Fremkomst videre, satte vi os ned paa Isen, fyrede vores Gevær af med dansk Losung af 9 Skud, og udi et Glas Brændevin drak vores allernaadigste Konges Skaal paa det Sted, den aldrig før var bleven drukket, hvilken Ære Isfjældet aldrig heller
tilforn
- ↑ Det er første gang heste sendes til Grønland for at bruges paa indlandsisen, anden gang var paa vor ekspedition — ingen naaede isen.
- ↑ Journal ført ved Godthaab, trykt i «Tilskueren» aargang 6, side 483—484. Kjøbenhavn 1889.
- ↑ Dette ligesom følgende citater om Paars’s reise er tagne fra hans rapport til kongen, som er trykt i Peter Eberliens artikel i «Tilskueren» aarg. 6. side 485—488. Kjøbenhavn 1889.
